Forside          


Børneuge med forældre og bedsteforældre


Uge 29 fra lørdag til lørdag 17-24. juli 2021






Børnene finder hurtigt sammen. De kan løbe frit rundt på marken. Ind i skoven. Være med til at grave kartofler op. Plukke frugt. Der er skattejagt. Skovtur og samle brænde. Hvis vejret tillader det, er der bål og snobrød om aftenen. Alle måltider er børnevenlige, sådan at børnene får rigeligt at spise og drikke. Der er ekstra mellem måltider om formiddagen og eftermiddagen - ofte bestående af frisk økologisk frugt. Der er saftevand lavet af frisk frugt og æblemost.

Ofte er der sund kage til alle i lejren. Derfor behøver børnene ikke at få sodavand og slik. Hvis dit barn er sulten, går I bare op i køkkenet og finder noget at spise. Vi har babystole. Og selv om det er lidt primitivt, kan man godt vaske tøj i nogle store baljer. Vi hjælper hinanden, så vi ikke kun er opmærksomme på vore egne børn, men på alle børn. Er der et barn, der er ked af det, og dets forældre ikke lige er der, tager vi os af barnet og finder forældrene.

De første par dage er der nogle børn, som savner det, som de er vant til at spise. Men vores erfaring er, at børn, der til daglig spiser kød og usundt slik, hurtigt opdager, at vores veganske mad smager godt, og at man bliver dejlig mæt. Alle - både børn og voksne - deltager på skift i madlavning og opvask.


Ved måltiderne snakker vi om, hvad vi skal lave. Og så er alle forslag velkomne. Vi forventer, at forældrene deltager aktivt. Hver formiddag og eftermiddag er der en aktivitet for børnene 1-2 timer. Resten af tiden finder børnene selv ud af at lege. Vi har et stort børne-materiale-telt med borde og reoler med kasser, hvor der er materiel og skrevne instruktioner til, hvordan man kan bruge kassens indhold.


Aktiviteter

2 eller 3 af dagene laver vi et indianerforløb. Vi maler pandebånd og fjer. Vi laver lændeklæde. Vi lærer indianer danse.

Vi bygger en (børne) svedehytte, hvor nogle ad gangen sidder og gennemgår et (børne) ritual. Vi laver en halskæde. Vi maler os i ansigtet.

Vi går i skoven og finder et tyndt træ. Så bøjer vi en gren og slipper - og ser om den hurtigt springer tilbage (så egner den sig til en bue) eller bare langsomt bevæger sig tilbage (så duer den ikke). Så saver vi et passende stykke af - det skal være til en bue. Hvert barn skal lave sin egen bue. Hjemme binder vi snor på. Vi laver pile. Så er der skyde konkurrence. De små børn får en plastikbue og pile med sugekopper - og de skyder mod en plastik målskive. De store børn skal prøve at skyde med rigtige pile - og derfor skal der være en voksen til stede. Man slår en pæl i jorden og hænger en sæk med halm på pælen. Så står man 10 meter fra pælen. Ét barn får 10 pile og skal prøve at ramme sækken. Den voksne sørger for, at skytten altid peger fremad mod sækken med buen og pilen. Man skal øve sig rigtig meget. Men så er det realistisk, at man kan ramme sækken med flere pile.

Indianer dagene slutter med et bål ritual med en indianersang og dans rundt om bålet. Et af de store børn er så medicinkvinde (eller mand) - og gennemfører et ritual om, at menneskene skal skabe en smuk jord med harmoni mellem alle levende væsner.

Indianer forløbet bliver video filmet undervejs. Og det skal blive til en lille video, der skal ud på de sociale medier til efteråret 2021. Det skal være børnenes egne umiddelbare ord, der skal med i filmen. Og vi voksne skal ikke påvirke dem til at tale om vore politiske tanker.

Ud over indianer projektet er der mulighed for, at nogle af de store børn kan blive videofilmet, hvis de har lyst til at tale til hele befolkningen via de sociale medier.


Eksempler på andre aktiviteter

- afhængig af vejr og lyst -

Lave en insekt suger
Hvert barn får udleveret 2 stykker plastik slange - det ene tykkere end det andet - samt et stykke gaze. Så placerer man gazen mellem slangerne og stikker den tynde slange ind i den tykke. Hermed skubber man også gazen ind. Til sidst vikler man noget tape rundt om. Når man ser et insekt, kan man suge det ind i den tykke slange. Insektet kommer ikke længere ind end til gazen. Og bagefter puster man insektet ud - ned i en lille beholder med glaslåg og forstørrelsesglas i låget.

Så går vi i skoven og udforsker skovbunden og gamle væltede træer. Hvad gemmer der sig under bladene og under barken?


Plukke ærter og bær
Man går en tur i grønsagshaven og plukker nogle ærter og spiser dem. Så går man videre over i frugtplantagen, hvor man plukker bær og spiser dem. Men man har et par skåle med, så man også plukker bær, som man tager med tilbage, så man kan lave saft og syltetøj.


Lave mad til hele lejren
Vi går i grønsagshaven og graver kartofler op. De lægges i vand, og med en kost skrubber man frem og tilbage - og så er kartoflerne vasket. De skæres i skiver og strimler og lægges i store fade. Der tilsættes lidt olie og salt. Og så 1 time i ovnen - og der er lækre pommes frites. Imens vaskes salat, gulerødder, rødbeder og æbler. Alt skæres i små stykker - og så er der råkost.

Fra fod til ansigt
Med en spade fjerner man noget græs tørv på cirka 30 gange 30 cm. Hælder lidt vand i, så jorden bliver blød. Træder en fod ned i mudderet. Så er man klar til at støbe. Man tager noget gips, rører vand i og hælder ned i aftrykket af foden. Når gipsen er tørret, maler man tæerne som hår. Og så maler man øjne, næse og mund. Man stiller ansigtet foran sit telt. Det er en slags skilt, der viser, hvem der bor i teltet.


Hvis det er dårligt vejr
Vi har papir, farver, maling, pensler, sakse, garn mm. Man kan lave papmache, masker, dukker, skulpturer mm. Man kan lave indianer pandebånd. Sørøver tørklæder. Lave dukketeater, hvor man finder materialer i skoven til at lave dukkerne. Lave halskæder og armbånd. Der kan laves sund slik af friske dadler, havregryn, sesamfrø og kokus.