|
(1) Da jeg var barn, der sag’ man, at jeg sku’ blive stor
og bli’civiliseret og ligne far og mor.
Alt det, som der var dyrisk, var ikke tilladt mer’.
Hver dag sku’ jeg forbedres og er nu altså her.
Dagen slutter – gir’ mig ro.
Tænker på i morgen; men hvad mon jeg skal tro?
Natten kommer – gør mig ny.
Er jeg mon forvandlet, når det bli’r morgengry?
(2) I skolen fik jeg lært det: Man skal ku’ styr’ sin lyst
og holde det tilbage, man føler i sit bryst.
Og alle mine venner, de fik den samme kur.
Så vi er blev't normale. Det var en rusjetur.
(3) Jeg voksed’ op og indså, at man sku’ bli’ til no’t.
En masse kloge tanker og viden har jeg få’t.
Nu ved jeg bare ikke, hvad jeg skal brug’ det til,
For verden er forandret. Og ved jeg, hvad jeg vil?
Dagen slutter – gir’ mig ro…
(4) Jeg håber mine drømme vil før' mig ad en vej,
hvor jeg kan tage afsted me det, der ik' er mig
og vågne op og mærke, det' mig, der styr' mit liv.
Nu ved jeg bare ikke, hvordan mon det vil bliv'?
(5) Men allerede er der en ænxdring i mig selv.
Facaden på mit ansigt er lig’som slå’t ihjel.
For barnet i mit indre er vågnet op igen
og kigger ud i verden; men hvor skal jeg gå hen?
Dagen slutter – gir’ mig ro…
|
