|
(1) Du er ofte både hård og sej
tit du kæmper for en ædel sag.
Det, der gør, at jeg beundrer dig,
er, at du også viser, du er svag.
Se nu er du atter kær.
Du ler, så jeg kan ik’ la’ vær’.
Du er så dejlig og så sød.
Du gør, at stemningen bliver blød.
Du er altid med på leg.
Og aldrig ser man, du er fej -
men sej.
(2) Modgang er der ofte her i livet;
men du lar' dig aldrig køre ned.
Stille finder du din egen vej
og vandrer frem, så alle andre ved:
Se, nu er du atter kær….
Livet føles ofte råt.
Men ih, du bærer det så flot -
og godt.
(3) Dine øjne stråler, når du kigger på mig,
mens du livligt trækker på et smil.
Ryggen rank, og hoved' giv et vink,
der kækt fortæller, at du jo har stil.
Se nu er du atter kær…..
Du er aldrig som en nar;
men lyst til løjerne, du har -
og tar'.
(4) Ofte smiler du, når vi er sammen,
og vi snakker om, hvordan det går.
Og så mærker jeg, at stemningen får vinger,
når du ud med armen slår.
Se nu er du atter kær…
Verden føles ofte rå;
men du har få’t mig’ til forstå,
at få.
Ja, du har få’t mig til forstå
at række ud for at nå
og få.
|
